Det ny Kerteminde

 

Hindsholm Kanal og Savværkskanalen
Op mod Købstaden har et nyt kanalmotiv givet byen sin gamle kystlinie tilbage.

 

Set fra havnesiden spejler middelalderbyens silhuet sig i den nye brede kanal. Her fortættes
historien i et universelt motiv om den historiske bys intimitet, kronet af kirketårn og røde tage.

 

To nye broer, Amandas Bro og Hans Schacks Bro fører over til Havneøen mod øst og 2 fodgængerbroer fører videre over Savværkskanalen til Marinabyen.


Havneøens arkitektur og pladser
Uden for kanalen på industrihavnens arealer er der skabt en havne-ø med gymnasium, rådhus, universitetsafsnit, kulturhus og gallerier.

 

Her har industriarkitekturens skala og placering på terrænet været udgangspunktet – både for nybyggeri og for genbrug af eksisterende bygninger.

 

De bevaringsværdige industrihuse har fundet ny anvendelse og der er tilføjet nye voluminer i et kontekstuelt og moderne arkitektonisk formsprog.

 

Her er skabt et væld af overraskende uderum og mødepladser i et labyrintisk forløb. Flere har direkte kontakt til vandet og på den sydvendte promenade langs vandet mødes alle – ungdom, familier med kulturturister.

 

Områdets solbestrøgne pladser og kulturtilbud gør området til en magnet for byens borgere og gæster.


Den Blå Plads
Den visuelle kontakt mellem Fiskerihavnen, Købstaden og Havneøen på tværs af strømmen
er styrket, idet man flere steder kan komme ned til vandet ad trapper.

 

Desuden er Havneøen forbundet med Fiskerihavnen med en ny gang- og cykelbro. Dermed er der skabt en ny Blå Plads midt i byen, netop på det sted, hvor byen oprindelig blev grundlagt – dvs. i det historiske krydsfelt mellem fjord og landevej.

 

Den Blå Plads er kranset af stier og broer, der forbinder købstadens sydligste spids med Havneøens kulturtilbud, Landevejbroens puls og Fiskerihavnens mangfoldighed og autentiske miljø.


Tangen og Friluftsparken
Længere ude end Havneøen er der skabt en Kur-tange med hotel, motionscentre, wellness og kurbade. Den skal være byens nye attraktive tilbud til helårsturister og give sejlsportsentusiaster et eksklusivt tilholdssted i det fynske farvand.


Friluftsparken der er det nordlige område ud for marinaen, og sammen med Tangen og Østfyns bedste badestrand vil det styrke byens profil som centrum for kropskultur og friluftsliv.


Marinabyen
Marinabyen ved Smalle Kanal er en ny bydel med boliger, klubhuse, mindre værksteder
og overnatningsmuligheder for lystsejlere.

Der er skabt et unikt maritimt miljø med haver og promenader og et fintmasket stisystem, der forbinder købstaden med Marinaen igennem en pittoresk bebyggelse.


Arkitektonisk er der tale om en nyfortolkning af købstadsboligen og havnebyens blanding af småbutikker og værksteder.